Reklamebranchen er altid med på den værste…eller den bedste

Reklamebranchen har altid været med på den værste og de fleste reklamebureauer takker sjældent nej til at reklamere for cigaretter, vodka og våben, hvis der følger nogle millioner med. Vi laver selvfølgelig også en smædekampagne imod Lars Løkke, hvis vi får penge for det.

Vi har naturligvis nogle skrupler, men er også drevet af  grådighed og dovenskab, som store dele af verdens befolkning er.

Vi er og har altid været et spejl af den kommercielle verden, som er et spejl af den virkelige. Når noget kommer i ”bad standing” f.eks. cigaretter, finder vi noget andet at kommunikere. Sådan er vi og det er vores job.

Som reklamefolk lever vi som nævnt af at nære menneskets grådighed, lykkefølelse og dovenskab og stimulere købelysten og væksten, som er driveren i vores samfund. Det har vi gjort siden tidernes morgen og hvis det ikke lige var for internettet, ville vi forsætte med at pushe forbrugsgoder på nøjagtig samme måde i al evighed.

Men sådan skulle det ikke gå.

For internettet har skabt noget, der hedder de sociale medier.

Medier, fedt!!!

Endnu et sted, hvor vi kan stimulere forbruget, så det prøver vi da lige.

Problemet er bare at de sociale medier handler om at interagere, og der er kun 0,3 % på Facebook og 0,7%, der vil interagere med brands. Forståeligt nok, hvis kommunikationen kun handler om produkternes fortræffeligheder. Så vil ingen nemlig snakke med dit brand.

Hvad gør man så? Man spørger os i reklamebranchen, som er ligeså innovativ som våbenindustrien. Vi smiler og svarer med et underfundigt smil: ”dann haben wir andere methoden.”

En anden metode hedder purpose marketing, som er rasende populært blandt verdens reklamebureauer.

Purpose marketing er en relativt ny og meget sympatisk disciplin. Den handler kort sagt om at virksomhederne finder en god sag, som kan give dem et bedre image, som kan øge salget. Og det virker.

Et rigtig godt eksempel er en ny svensk kampagne for økologi. Coop i Sverige har testet en familie før og efter de har levet økologisk. Og resultatet er slående. Efter bare 14 dage på ren økologi blev familien stort set renset for insektmidler, svampemidler og stråforkortere.

Se den her:

“The organic effect”

https://www.youtube.com/watch?v=oB6fUqmyKC8

Wow for en god sag, som de sociale medier interesserer sig for og som man gider dele med venner og familie, fordi man holder af dem.

Purpose marketing er en gave til reklamebranchens samvittighed. Selvfølgelig har vi til tider lavet reklame for Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Rådet for Sikker Trafik. Men nu er det en helt ny måde at tænke på for virksomhederne og deres kommunikatører i reklamebranchen.

Selvom vi har været tvunget til at finde nye veje på de sociale medier, er det faktisk en stor lettelse at vi har opfundet ”Purpose marketing”. Det har jo aldrig været på den måde vores mening at ville redde verden.

Men…hey! Hvis det er det, der skal til nu om dage, så det er det vi gør med stor glæde.

Så kære virksomhed. Skynd dig at finde et purpose og lad reklamebranchen frelse verden sammen med dig. For vi er altid med på den værste…og nu den bedste.

 

One response to “Reklamebranchen er altid med på den værste…eller den bedste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *