Venstre ved jeg ikke, hvor jeg har

Nu skal vi snart til det igen – valg. Den vigtigste købsbeslutning for en forbruger er, hvor man sætter sit kryds til et folketingsvalg. Det er en beslutning, der påvirker alle aspekter af vores liv – på den lange bane.

Derfor er det SÅ vigtigt at de politiske partier forstår, hvad der sker i hovedet på en vælger. Og hvordan de skal servere deres budskaber, så vi forstår dem. Lige der synes vi, det halter.

Venstre er lige i disse dage ude og fortælle os at de synes kontanthjælpen er for høj. Det er der sikkert mange, der vil være enige i. Især i det karikerede eksempel de har regnet sig frem til.

Men det vælgerne efterspørger er en klar melding omkring, hvad de så vil gøre i stedet for.

Larmende tavshed og famlende formuleringer om, at der skal være et kontakthjælpsloft, men at det ikke er defineret endnu. Øh…ja..?

Det er lettere at kritisere andre end at komme med en plan selv (nok typisk for politikere)

Det er ikke en særlig effektiv for form for markedsføring. Og en klassisk fejl, hvor der kommunikeres, hvad produktet ikke er.

Det vigtigste princip i markedsføring er at sætte sig ind i hvad der driver forbrugerne og derefter fortælle dem på en relevant og vedkommende måde, hvorfor de skal vælge ens produkt. Og det er en stor udfordring – specielt fordi de fleste vælgere ikke har det samme uddannelsesniveau som dem, der sidder og udvikler kampagnerne. Venstre fortæller i denne kampagne, hvorfor vi ikke skal vælge de andres produkt – men glemmer helt at fortælle, hvorfor vi skal stemme på dem. De glemmer kort sagt løsningen på problemet.

Man kan forstille sig, hvordan retorikken har været på møderne med reklamebureauet: Vi skal tage afstand fra regeringspartierne, vi skal udnytte at folk synes kontanthjælpen er for høj, vi skal vise hvor vi står i forhold til hele debatten omkring de offentlige ydelser og vi skal gøre det på en provokerende måde. Og ja, provokerende er det, men der er ikke meget substans.

Retorikken kunne i stedet for have været: Vi er uenige i den måde velfærdssamfundet og de offentlige ydelser har udviklet sig under den siddende regering – lad os fortælle vælgerne lige præcis hvad vi vil gøre, hvis vi kommer til magten. Det ville man som vælger kunne forholde sig til. Så ville man vide, hvilket produkt man købte – i stedet for hvilket, man ikke købte.

Så det handler om at de politiske partier skal have respekt for vælgerne og vise den respekt ved at fortælle os, hvad vi køber. Klart og tydeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *