Hvis Walt Disney var kreativ minister i Danmark

Walt Disney havde en enestående evne til at forvandle fantasi til virkelighed. Som kreativ innovator i tegnefilm-industrien organiserede han den kreative udviklingsproces på en måde, der både sikrede et originalt output og et særdeles indbringende indtjeningsgrundlag.

Walt Disneys kongstanke var at dele processen op i 3 dele, 3 forskellige fysiske rum, så hans teams altid vidste, hvordan de skulle tænke.

I det første rum skulle de drømme uden begrænsninger. Idéerne flød i en lind strøm og der blev ikke analyseret.

HVAD? var det igangsættende spørgsmål.

I det næste fysiske rum, skulle teamet være realistiske i forhold til drømmene fra det forrige rum.

HVORDAN? (det vigtigste spørgsmål) bliver idéerne til virkelighed? Idéerne blev storyboarded (Walt Disneys opfindelse) og lå til sidst klar, så der bare skulle trykkes på GO knappen.

Så gik turen til det sidste rum, hvor idéerne blev kritiseret og analyseret.

HVORFOR? Har vi overhovedet råd til det? Er det set før? Er det sjovt nok? Fordelen ved denne proces var at ingen individer blev kritiseret. Fandt Disneys team en drøm, der holdt vand, blev den til virkelighed, og alle gik derefter tilbage til det første rum og færdiggjorde den.

Walt Disneys formel var meget enkel og gjorde den kreative proces struktureret med succesfuldt output til følge.

Nu skriver vi så maj 2014 og da Walt Disney jo som bekendt er udødelig, er han still going strong.  Han er tilmed blevet forelsket i en dansk pige, ligesom Roger Moore, og har slået sig ned i Danmark for en periode. Her har han mødt en tudbrølende statsminister, der har overtalt ham til at blive kreativ minister i Danmark. For alle de kreative iværksættere er flygtet fra Tilbudsavisen hjemland til London og Californien, hvor de får lov til at skabe.

Sikke et held at Walt Disney er havnet her og stort af ham, at han vil hjælpe os.

For det Walt Disney ser er, at alle blander rummene, når de udvikler idéer. Han ser frustrationerne, når drømmeren, realisten og kritikeren er i samme rum. Det ender nemlig altid med mærkelige, små og forkrampede idéer uden storhed og visioner. Idéer ingen gider kigge på. Slet ikke forbrugerne.

Så Walt Disney gør som det tyske fodboldforbund også gjorde for små 10 år siden (og fik kæmpe succes med). Han beordrer alle til at ”spille” organiseret  kreativt. Han beordrer alle virksomheder og bureauer til at have 3 fysiske rum og kræver at ALLE overholder ALLE regler i ALLE rum.

Lidt barsk af Walt. Men han lover også større succes. Og så bliver THE END lykkelig for Danmark. Vi vender skuden og via en kollektiv, kreativ indsats kommer Danmark til tops igen og kan beholde Weber grillen. Selv Helle bliver siddende. Reddet på stregen af Walt.

Nu sidder der jo nok et par millioner kritikere og siger: ” HA! Walt Disney er død og han ville ALDRIG være kreativ minister i Danmark og regeringen ville heller aldrig spørge ham. Og desuden tuder Helle Thorning ALDRIG”

Okay…Det var så ikke en holdbar idé. Vi må tilbage til det første rum…hvis vi vil have succes i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *